Sygeplejeskolen og skuespillernes udfordring med alder og tid

introduktion til sygeplejeskolens unikke tidsramme

TV 2’s populære tv-serie Sygeplejeskolen har siden premieren i 2018 fanget seerne med sit historiske drama fra 1950’erne. Serien adskiller sig ved sin langsomme tidslinje, hvor handlingen kun har rykket sig fra 1952 til 1954 efter syv sæsoner. Denne usædvanligt langsomme fremdrift skaber en særlig udfordring for skuespillerne, der skal portrættere unge studerende, selvom de i virkeligheden er markant ældre.

skuespillernes kamp med alder kontra rolle

En af de mest bemærkelsesværdige problemstillinger er aldersforskellen mellem skuespillerne og deres karakterer. Eksempelvis er Molly Egelind, der er 37 år, stadig castet som en sygeplejeelev i starten af sine 20’ere. Samme gælder for hendes kolleger Jakob Åkerlind (36), Anna Stokholm (37) og Ulla Vejby (41), som alle spiller langt yngre roller. Dette skaber et visuelt skisma, som både skuespillere og publikum har bemærket.

Jakob Åkerlind udtrykker det humoristisk ved at sammenligne det med den amerikanske tv-klassiker Beverly Hills 90210, hvor voksne skuespillere spillede teenagere, hvilket også vakte opmærksomhed omkring troværdigheden. Han nævner, at det allerede nu føles "90210-kriminelt" at fortsætte denne aldersforskel.

hvordan påvirker aldersproblematikken produktionen?

Ulla Vejby, som spiller den nyuddannede sygeplejerske Else, beskriver presset ved at skulle bevare et ungt udseende over flere optagelser, der ofte strækker sig over lang tid i virkeligheden, men kun få dage i seriens verden. Hun siger: "Det er fandeme et pres, at man skal ligne sig selv på den måde."

Dette tidsmæssige mismatch giver også tekniske og kreative udfordringer for produktionen, da man skal sikre kontinuitet i både udseende og atmosfære, selv når der er store tidsintervaller mellem optagelserne. Det stiller krav til makeup, kostumer og ikke mindst skuespillernes evne til at fastholde karakterernes unge personligheder.

hvordan ser fremtiden ud for sygeplejeskolens skuespillere?

Jesper Ole Feit Andersen, der spiller portøren Finn, bemærker med et glimt i øjet, at det måske er netop denne rolle som yngre, der hjælper skuespillerne med at bevare ungdommen i deres sind. Thue Ersted Rasmussen, en anden skuespiller i serien, fremhæver ironien i, at hans karakters alder pludselig rykkes ti år frem på blot to uger i seriens tid.

Alle er dog enige om, at denne situation ikke kan fortsætte uendeligt. En naturlig aldersprogression må på et tidspunkt finde sted, eller også må rollerne omlægges, så de stemmer bedre overens med skuespillernes alder.

hvordan relaterer dette til dansk tv og kultur?

Det er ikke usædvanligt i dansk og international tv, at ældre skuespillere spiller yngre karakterer, men Sygeplejeskolen er en særlig case på grund af seriens meget langsomme tidsforløb. Serien giver et unikt indblik i 1950’ernes Danmark, og derfor er det vigtigt for producenterne at bevare autenticiteten, selvom det betyder nogle kompromiser med skuespillernes alder.

Dette kan også sammenlignes med andre danske produktioner, der fokuserer på historiske perioder, såsom dem, der er omtalt i artiklen Line Barfod og fortiden som kommunist en refleksion over historien, hvor historisk præcision og skuespilleres rollefortolkning også spiller en central rolle.

konklusion og fremtidige perspektiver

Sygeplejeskolens utraditionelle valg om at lade tiden gå langsomt i historien skaber en interessant dynamik mellem skuespillernes alder og deres roller. Selvom det udfordrer troværdigheden, har serien formået at fastholde sit publikum med stærke skuespilpræstationer og et levende historisk miljø.

For seere og fans bliver det spændende at følge, hvordan produktionen håndterer denne aldersmæssige udfordring i kommende sæsoner, og om en naturlig aldring af karaktererne vil finde sted, eller om nye kreative løsninger skal til for at bevare seriens autenticitet og appel.

Sygeplejeskolens situation illustrerer også en bredere problemstilling i tv-branchen, hvor skuespillere ofte skal balancere mellem alder, rolle og publikums forventninger – en problematik, der fortjener større opmærksomhed og diskussion.